Farvel til en ven

Som så ofte før når jeg har arbejdet ved min computer kommer en af mine næreste venner hen og står ved siden af mig og ser på mig med sine mørke øjne. Så ved jeg, at det er tid til at tage computeren med hen i sofaen, så hun kan lægge sig helt tæt op af mig, mens jeg skriver videre. Når min arbejdsdag er slut, vil jeg tage hende med hen til dyrlægen og lade hende give min ven en dødelig indsprøjtning. 

Jeg vil ikke kalde det en vennetjeneste, men et ansvar jeg har, og i dag skyder de færreste vel selv deres kæledyr. Jeg ville ønske, jeg kunne, som Kaj Munk gjorde det med sin gravhund i 1937, men jeg har hverken våbnet eller modet.

Men inden den sidste, uundgåelige tur til dyrlægen skal den lange række af vidunderlige stunder, som vi to har haft sammen, endnu engang bringes frem i lyset. Kære, lille Viffi, Mussi, Tulle, Bella og alle de navne, vi ellers gav dig, 12,5 år når du at blive, og på sådan et langt hundeliv, har du nået mere end de fleste. Og alligevel snører min hals sig sammen, når jeg tænker på, at vi to aldrig mere skal følges ad i engen, aldrig mere skal jeg se din snude forsvinde i et musehul, mens du energisk graver for at finde musen, aldrig mere skal du kaste dig ned på ryggen, når jeg som den første står op om morgenen og ser dig i din kurv, aldrig mere skal vi gå tur sammen i skumringen, mens solsorten velsigner villavejene med sin sang, aldrig mere vil jeg se dig samle skrald, som nogen har henslængt i vejsiden, og troligt bære det hjem til affaldsbeholderen, aldrig mere skal vi sammen forsøge at skræmme det allikepar, der har haft den frækhed at bygge rede under taget de sidste par år, aldrig mere skal jeg berolige din rystende krop nytårsaften og alligevel se dig samle afskudte raketter op morgenen efter, aldrig mere vil du ligge på min dyne og våge over mig, når jeg er syg - åh, det forbandede aldrig mere, jeg har det svært med døden, og jeg har aldrig prøvet det her før, selv at skulle opsøge døden, som vi skal i dag.

Tomt vil det blive til sommer, når jeg alene må vandre i de lyse nætter, uden snoren i hånden og din logrende hale i udsigt. Du kender skoven og engen så godt, men det er længe siden, du kunne gå de helt lange ture. Husker du, da vi blev interviewet til både radio og TV, fordi det var kommet dem for øre, at du var “en hund efter skrald”? Husker du, at da det virkelig gjaldt, og kameraet rullede, så gik du lige forbi cigaretpakken og plasticposen i vejkanten? Du ville ikke samle skrald på kommando, det var en ting vi havde, som blev gjort i det stille. Alligevel fik de nogle gode billeder i kassen, og dit uselviske sind inspirerede mange andre hundeejere til at samle affald på vejen med deres hunde.

Det var efterår, da vi hentede dig i en lille landsby i Jylland. Du var den mindste i kuldet, de havde ikke regnet med, at du ville klare den. Måske var det derfor, du altid slugte din mad, der havde været kamp om den med dine meget større brødre. Min ældste søn var bare en ranglet dreng dengang. Du tissede på ham på færgen, og på det første billede, jeg tog af dig, ligger du i din kurv ved siden af en tændstikæske, så man kunne se, hvor lille du var. Nu er min søn en voksen mand, og han vil følges med dig på din sidste tur under æbletræerne. I formiddags facetimede jeg med mit barnebarn, som også ville vinke til dig en sidste gang. Du har været en del af familien, du har ikke bare være en hund. Som Kaj Munk udtrykker det: 

“"Bare en Hund", er der Mennesker, der siger. Er det "bare", at et andet Liv har sluttet sig til mit, at en Hale klapper i Gulvet af Glæde ved at høre min Stemme, at en Snude fortroligt stikker sig ind i min Haand,  at to Øjne røber mig Verdener af Tillid og Hengivenhed? Hvad er Venskab andet end at to har nogle Interesserfælles og Minder sammen, "forstaar" hinanden, er lykkelige i hinandens Selskab? Jeg skammer mig ikke over de Taarer, der bryder paa, naar jeg siger Farvel til min Hund”

Vi skal sige farvel nu, det er tid. Vi går en sidste tur i haven, og du snuser rundt mellem mælkebøtterne og søger ind i skyggen under mirabelletræet. I transportkassen på bagsædet af bilen skælver din krop, vi taler roligt til dig og kører den alt for korte tur til dyrlægen. Her er en lille indhegnet have, nærmere et frimærke, så lille er den, hvor vi sidder på en bænk og på græsset, og jeg må holde dig fast, mens du får den bedøvende sprøjte. Du vil snuse videre, dine ben vakler, og du vil ud af lågen. Jeg tager dig i min arm, du falder til ro, og jeg ved, at vores rejse slutter her. Vi har for sidste gang sammen løftet blikket mod himlen og fulgt grågæssene i store v-formede flokke på himlen.

Teksten er en opdateret version af Kaj Munks tekst “Farvel til en ven” fra 1937. Den blev blandt andet bragt i Jyllands-Posten, og jeg har læst den flere gange, mens jeg har haft hund. Da jeg vidste, at det var tid til at sige farvel til min egen hund, Bella, følte jeg, at det var på sin plads at lave en parafrase over Munks tekst.

Jeg bruger skriften til at fordøje de oplevelser, jeg kommer ud for i mit liv. Jeg heler gennem skriften og bruger min dagbog til at få afløb for det svære og tunge. Hvis du også vil i gang med at skrive mere og at bruge skriften som en vej til erkendelse og heling, kan du melde dig på mit næste forløb, hvor vi kombinerer skriveøvelser og kreative collager for at skabe en journal fuld af dejlige minder og positive følelser.

Hvis du følte noget, da du læste min tekst, må du meget gerne kommentere på det opslag, hvor du fandt linket. Tak! Det betyder meget.