ro

Dagbogsskrivning/journaling - en analog vej til ro i en stresset verden

Mange af de mennesker, jeg møder i mit arbejde, kan huske, at de skrev dagbog for år tilbage, og de var rigtig glade for at have et sted, hvor de kunne få afløb for deres tanker og følelser. Eller måske skrev de breve til venner, kærester og familie og husker hvilken ro, det gav dem.

Tænk engang på tiden det tog at skrive i hånden. Man var nødt til at sætte sig ned og lade roen falde på sig. Og tænk engang på hvordan tålmodigheden blev trænet ved at vente på, at brevet nåede frem, og et svar blev sendt tilbage.

Med mobiler, mails, sms’er og beskeder på Messenger og alle mulige andre steder bliver vi let overvældede. På den ene side er det så let at tage kontakt til dem, vi kender, og lige spørge, hvordan det går. På den anden side bliver det let overfladisk, fordi man får et hurtigt svar tilbage, og man kan blive helt stresset og angst, for tænk nu, hvis man glemmer at svare på noget vigtigt i den store strøm af beskeder.

I mit arbejde med journaling - det at skrive dagbog og bruge den til at samle på gode minder og lykkeøjeblikke - ser jeg gang på gang, hvad håndskrivning gør for urolige nervesystemer og stressede hjerner.

Det tager ikke mere end 10 minutter for deltagerne at komme ind i en følelse af ro og eftertænksomhed, og alle udtrykker, at de kan lide det.

Hoved og hænder er beskæftiget på en meningsfuld måde, som ikke levner plads til bekymringer og uro.

Hjerterytmen daler, så snart pennen bliver sat til papiret.

Din hukommelse og din evne til at koncentrere dig øges, når du formulerer dig på skrift.

Du behøver ikke være god til at skrive for at mærke effekten. Bare det at du sætter dig ned og prøver at formulere nogle af dine tanker på skrift, giver dig mulighed for at forstå ting på et nyt plan: At få nye indsigter om dig selv og dit liv.

Det kan virke provokerende i en hurtig verden at insistere på at være langsom, men når vi gør det sammen og støtter hinanden undervejs, kan et roligere tempo og mere eftertænksomhed også blive en naturlig del af din hverdag.

Du kan komme med på næste onlineforløb i journaling. LÆS MERE HER

Hvilket valg træffer du?

Taknemmelighed skaber større bevidsthed. Med en større bevidsthed kan du træffe sunde valg

Taknemmelighed skaber større bevidsthed. Med en større bevidsthed kan du træffe sunde valg

Når du mærker, at du bliver presset

Når du får for mange indtryk

Når du står i en konflikt

Når du ønsker forandring

Når du føler dig overvældet

Når du ikke kan klare mere

 

Grundlæggende har du 3 muligheder:

Du kan acceptere det

Du kan handle på det

Du kan gå væk fra det

 

Med øget bevidsthed kan du træffe det valg, der er bedst og kærligst for dig i situationen.

Er du ikke bevidst, kommer du måske til at råbe ad den, du har en konflikt med. Du holder tårerne inde, selvom du er drøn-ked af det. Eller du sætter dig i et hjørne og scroller løs på telefonen (igen), fordi det er lettere end at handle på det, der bliver ved med at kalde dybt indeni.

 

Et eksempel:

I morges var jeg i Blodbanken. Der var mange mennesker, der talte sammen på kryds og tværs af lokalet. Især de midaldrende mænd elsker at lave højlydte jokes med sygeplejerskerne. På fire TV-skærme kørte der morgen-TV fra henholdsvis DR og TV2. Maskinerne til plasmatapning kører og laver små alarmlyde til personalet. Der kommer hele tiden nye folk ind udefra. I det hele taget rigtig mange indtryk fra morgenstunden i en situation, hvor jeg helst skal være i ro, så jeg kan give plasma til andre (og det løber ikke særlig godt, hvis man er presset eller urolig).

Fordi jeg var bevidst om alt det, der udspillede sig, kunne jeg træffe et valg. Jeg var nødt til at acceptere, at jeg var i det rum under de omstændigheder og få det bedst muligt, mens det stod på.

Jeg hjalp mig selv til accept og ro ved at

Lukke øjnene (holde indtryk ude)

Tage dybe ind- og udåndinger (skabe ro i mit nervesystem)

Have fokus på én ting – den bold jeg havde i hånden (blive i nuet)

 

Du kan sikkert allerede nu se en situation udspille sig for dit indre, hvor du blev udsat for mange indtryk, eller hvor du havde brug for at holde fokus, men det var svært. Ved at blive mere bevidst om, hvad der sker omkring dig og indeni dig, kan du træffe det valg, der hjælper dig bedst.